lørdag den 30. marts 2013

Yangshuo, Guilin


Vi ankom til Guilin d. 5 februar kl. 22 om aftenen. Vi var lidt små trætte og fulgte strømmen og de blå skilte til ”Baggage Claim”. Vi fandt det rigtige bånd, og fik mast os frem blandt de mange ivrige kinesere. Endelig kom Julies kæmpe rygsæk kørende hen af båndet, men desværre var Fies hverken bagefter eller foran, som den ellers plejede at være. Vi ventede 5 minutter mere , og 5 minutter mere, mens der lige så stille begyndte at sprede sig lidt panik. Da der til sidste kun var to tasker på båndet, som allerede havde kørt adskillige runder, gik vi til informationen. De kunne som sædvanligt på trods af de har med information at gøre heller ikke engelsk. De fik navnet og telefonnumret på vores hostel, og vi krydsede fingre for at Fies bagage stadig var i Chengdu lufthavn.

Vi kørte i en time før vi ankom til den lille landsby, Yangshou, hvor vi skulle bo. Vi boede på Showbiz inn, som er et ganske fint og billigt hostel! Vi gav ca. 50 kr pr. døgn for et dobbeltværelse med eget bad. Da vi ankom til hostellet fortalte de, at Fies bagage var fundet i Chengdu, og ville ankomme næste aften, så det hele endte godt trods alt.

D. 29 februar lejede vi to ”smarte”, men SMÅ cykler til små 15 kr for en dag! Efter at have justeret sadlen, så den passede til vores lange ben cyklede vi af sted mod Månebjerget, imens vi sang ”Jeg er så glad for min cykel!”. Der var 10 km til bjerget, og på vores cykeltur fik vi også lige prøvet at cykle ind i en tresporet rundkørsel, hvor man kører efter kinesiske forhold – ergo ingen trafikregler. Jo større du er – jo mere ret har du. Vi kom igennem uden at blive kørt ned, men mon ikke de har tænkte ”Skide turister!” – Vi synes bare at det var mega sjovt og ræsede igennem det hele! Som I kan se på billederne er der det flotteste landskab i og omkring Yangshuo. Det var virkelig smukt og en fed oplevelse at cykle mellem alle bjergene, så føles 10 km ikke særlig langt. MEN! Da vi ankom til månebjerget og havde låst vores smarte cykler fast til et træ, finder vi et skilt, hvor der står, at der er 800 trappetrin til toppen af bjerget. Meeen vi gik de 800 trin derop, og på trods af vores små kriser undervejs var udsigten alle 800 trin værd! På hjemturen cyklede vi hen til en ”Watercave”, hvor vi først gik igennem en drypstenshule. Det var flot også vil vi give en kæmpe ros til personalet og deres fantasi. De havde formået at få samtlige stalaktitter og stalagmitter til at minde om enten dyr, noget religiøst (Buddha) eller sågar noget kropsligt (bryster og ….) Der var flere gange, hvor vi tænkte: ”Aaarh – nu snakker I vist bare) Efter en halv time kom vi frem til mudderbadet, og vi hoppede ned i det 10 grader kolde mudder. Her skal det lige tilføjes, at vi badede i det ypperste indenfor kinesisk bademode! Vi havde simpelthen fået en bikini, hvor underdelen var en nederdel! Bagefter skulle vi i ”hotspring”, hvilket vi foretrak, da det var meeega varmt. Vi tror dog ikke helt at det var et hotspring eller bare dem, som hældte en masse varm vand i.

Dagen efter tog vi ned til Li-floden, fordi vi ville prøve at sejle med en af deres bambus tømmerflåder. Det var utrolig flot at sejle ind mellem bjergene, men temperaturen var omkring 10 grader med lidt småregn, så det var en lidt kold oplevelse. Vi vil helt klart anbefale Yangshuo til alle, som skal besøge Kina! Det er så smukt og hyggeligt!

 


 

 
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar